For andet år i træk er Den Kommercielle Hegnspæl – prisen for den bedste og mest originale reklame på de grønne metrohegn omkring Kongens Nytorv i København – blevet uddelt.

Og den gik i år til Danske Spil for en noget anderledes Casino-reklame, der i juli forvandlede det grønne hegn langs kørebanen mellem de to metrobyggepladser Kongens Nytorv i København til en kæmpemæssig roulette

Kampagnen var skabt af Black Rabbit, og juryen lagde vægt på, at den udnyttede den specifikke placering med hegn på begge sider af trafikanterne, så budskabet blev sjovt for de forbipasserende.

– I løbet af de år vi har haft byggepladserne er der sket en masse på den kommercielle del af hegnet. Reklamerne er blevet mere interessante og spiller i højere grad på det inddragende og interaktive aspekt, siger projektleder Mimi Larsson fra Metroselskabet.

Reklamer skaber byrum

Prisen er inspireret af den allerede eksisterende ”Hegnspælen” – et kunstprojektet, der siden 2011 har haft til hensigt at få det bedste ud af de mange grønne vægge, der skal præge byen helt frem til 2018, hvor Cityringen åbner.

De grønne plader på ”Byens Hegn”, som Metroselskabets afspærring populært kaldes, udgør det største outdoor-medie i Danmark, og reklamepladserne sælges af Clear Channel Denmark og City Media.

Reglen er, at reklamerne maksimalt må fylde 20 procent af hegnet, mens resten er reserveret til kunstværker og anden udsmykning – og selskabets indtægter fra reklamepladsen bruges til at få resten af de mange meter omkring byggepladserne udsmykket af kunstnere og lokale med gode ideer.

– Vi vil gerne være med til at sætte fokus på, at reklamer også kan være med til at skabe gode byrum. En outdoor-reklame kan fx sagtens være en sjov oplevelse, som gør det spændende at færdes i byen, og sådan en reklame får også mere opmærksomhed, siger Mimi Larsson.

Et stærkt felt

Sidste år var det en reklame for Føtex – skabt af Kunde & Co – der løb med prisen foran stærke byrums-reklamer fra Fanta og Isobar samt fra Stark og Marketsquare, og også i år var der tale om et særdeles skarp felt med bl.a. Coca-Cola og Essencius’ ”farveblinde” kampagne og Yours og MEC’s kampagne  for ”Orange is the New Black” for Netflix.  Du kan se alle de nominerede her.

Juryen for Hegnspælen i år bestod af bl.a. Frederik Preisler, partner og Creative Director hos Mensch, kunstneren og designeren Thomas Dambo.

http://markedsforing.dk/artikler/kampagner/outdoor-pris-til-danske-spil