Har du set noget? 25 meter Simon Emil Ammitzbøl stjålet..

Selvom datoen for folketingsvalget endnu ikke er annonceret, er valgkampen allerede i fuld gang.

Simon Emil Ammitzbøl fra Liberal Alliance er en af de mange politikere, der kæmper for at blive genvalgt, og han har derfor investeret i to store bannere, som hænger på metrobyggeriernes grønne vægge ved Østerport Station og Trianglen i København.
Eller rettere: Det gjorde de.
Politikeren opdagede nemlig i går aftes, at nogen har stjålet det 25 meter lange banner med politiske budskaber og et stort portræt af politikeren selv, der hængte ved Østerport.
– Nogen har snuppet det lige inden, det skulle pilles ned. Det er rimelig irriterende, for det skulle have været sat op i valgkampen igen, siger Ammitzbøll til TV 2.
Umiddelbart tror han, at der er tale om en tyv, der er uenig med bannerets budskaber, der blandt andet tæller udsagn som “Mere samfund, mindre skat” og “Mere økonomisk frihed”.
Selvom Simon Emil Ammitzbøll er ærgerlig over, at banneret er forsvundet, tager han tyveriet med et glimt i øjet.
– Man kan sige, at det er lidt trist, hvis man er kommet dertil, at man stjæler hinandens valgmateriale i stedet for at tage en god demokratisk kamp. Men skulle der være tale om en virkelig stor fan, så vil jeg godt opfordre vedkommende til at give banneret tilbage. Så skal jeg nok love, at vedkommende kan få det foræret efter folketingsvalget, siger Simon Emil Ammitzbøll, der undrer sig over, hvordan man slipper væk med så stort et banner.
– Kan man virkelig tage det under armen og gå afsted med så stort et banner? Det virker helt grotesk altså. Man skal jo nærmest have en lastbil.
Politikeren har allerede bestilt et nyt banner og håber, at folk denne gang lader det hænge.
– Ellers må vi overveje at sætte strøm i, siger han grinende.

Kilde: http://nyhederne.tv2.dk/politik/2015-04-15-har-du-set-noget-25-meter-simon-emil-ammitzboel-stjaalet

Share This